Karen Nielsine Jørgensen
* 3. april 1915 
i Falkerslev by og sogn

Folketællingen viser, at der også var et barn i den gamle Karen Marie Jørgensens husstand, nemlig hendes datter-datter, Karen Nielsine, født i 1915.

Det er næppe tilfældigt, at "Lille-Karen" sidder på skødet af "Gamle-Karen", der også nusser hende på håret. "Lille-Karen" er opkaldt efter den ældre, og tit følte man en særlig tilknytning til sin "navne". Netop skikken med at opkalde børn efter ældre og/eller afdøde, kan give mange gode spor til slægtsforskeren.

Hvor er der ellers noget om hende?
I kirkebogen kan man finde Karens fødsel, konfirmation, vielse og død. Man må vide hvor de forskellige ting skete - kende det rigtige sogn - ellers finder man hende ikke.

Hvor er arkivalierne?
Kirkebøger findes i original og kopi på landsarkiverne, og mange lokalarkiver har kopier af kirkebøger indtil 1892. Folketællingerne findes i original på Rigsarkivet og i kopi på landsarkiv samt mange lokalarkiver.