
Kludeegen
i Leestrup Skov er et ”klogt træ”. I følge folketroen kunne kloge træer
helbrede forskellige sygdomme og skavanker. Oprindeligt var også Kludeegen et
”hul-træ” d.v.s. at der var en åbning, som den syge skulle igennem. Til
ceremonien kunne høre, at man tog en smule bark med, men også at der blev hængt
et tøjstykke op på træet. Måske som tak for hjælp? Måske for at binde
sygdommen til den store og livskraftige stamme, der nok så ud til at kunne bære
byrden?
Skæver var én af de sygdomme, som man mente, at den slags træer kunne kurere. Skæver var bl.a. et folkeligt navn for engelsk syge, der tidligere ramte mange børn. Vi véd ikke helt præcist, hvad der var i vejen med den lille Jens i væverhuset, kun at hans ben var forkrøblede små stumper og ikke udviklet rigtigt. Vi véd heller ikke, om Ane Lisbeth og Jens overvejede at trække den handicappede dreng igennem egetræet, for at få hans ben til at vokse. Men det er ikke umuligt, for troen på de kloge træer var levende på deres tid, og de boede kun ca. 2 km. fra Kludeegen.