Slægtsbogen

Når man har slægtsforsket noget tid, begynder familie og slægtninge tit at interessere sig for sagen. Og man får også sikkert også selv lyst til at fortælle. Èn af måderne af bevare historierne om anerne på, er at lave en slægtsbog.

Hvem skriver man for?
Anetavlen er naturligvis grundstammen i arbejdet, men hvis man laver en slægtsbog er det et "værk", der gerne skal give slægtens medlemmer mange gode oplevelser. Slægtsbogen skal helst være for alle interesserede, så pas på med at lave den for "teknisk" eller "for indforstået". Du laver den - forhåbentlig - også for de kommende generationer. Et godt råd er at dele bogen op sådan, at hver person eller familie beskrives for sig, gerne med billeder, kopier af dokumenter m.m., sådan at man kan bladre sig igennem slægten og læse bogen næsten som en roman eller et blad. Der er ikke mange, der har lyst til at bladre sig igennem en slægtsbog, der kun rummer opremsninger af navne, fødesteder, årstal, m.m. Der skal kød på - man skal helst kunne lære sine forfædre og deres liv at kende.

Et eksemplar til arkivet?
De mere tekniske ting, anetavler, m.m. kan man fx sætte ind som bilag bagerst i bogen. Har man mulighed for det, er det en god idé at få værket trykt eller fotokopieret i nogle eksemplarer. Andre af slægtens medlemmer vil sikkert blive glade for at få et - men det vil andre slægtsforskere med interesse for de samme slægter, personer og steder også. Derfor vil fx lokal- eller landsarkiv i reglen også blive glad for at få et eksemplar, der kan indgå i bibliotekets afdeling med små og store genealogiske værker.