Hvis man støder på personer, der er døde ved selvmord, ulykkestilfælde, eller lign. vil man ofte kunne finde mange oplysninger om hændelsen. Måske endog en vise, som denne, der handlede om et dobbelt selv- mord i København. Viser findes bl.a. på Dansk Folkemindesamling. Selvmord, m.m. vil man finde oplysninger om på landsarkiverne, i fogedprotokoller, evt. politiprotokoller i retsbetjent- og politiarkiver. Dødsattester fra embedslægearkiverne findes også på landsarkiverne. Man skal kende tid og sted for den sag, man er interesseret i - og gerne navnet på den person, der drejer sig om. Går man på lokalarkivet, vil man måske være heldig at finde oplysninger om sagen i ældre aviser? Tilgængelighedsfristen er 75 år

Selvmord og ulykker

Hvis der i dag findes en person, der er død under uafklarede omstændigheder, bliver der lavet en undersøgelse. I dag kaldes denne undersøgelse "medicolegalt ligsyn", og efter 1919 findes oplysninger herom i politimesterens arkiv.

Tidligere blev der også foranstaltet en undersøgelse af sagen - det gjaldt jo om at få fastslået, hvorvidt der var tale om et selvmord, en ulykke - eller måske ligefrem en forbrydelse, som politi og retsvæsen så skulle i gang med at efterforske.

Før 1919 skal du lede efter synsforretninger omkring selvmord og usædvanlige dødsfald i fogedprotokoller (evt. politiprotokoller) som er en del af retsbetjentarkiverne, der er afleveret til landsarkiverne. Ofte vil du få det første spor af en sådan hændelse ved begravelsesindførslerne i kirkebogen, hvor der fx i feltet for bemærkninger kan stå "hængte sig selv", "fundet død i en vandgrøft på marken" eller lignende. Indførsler af denne type giver et fingerpeg om, at det vil være en god ide at kigge i foged- eller politiprotokoller.

Hvorfor selvmord?
Viste det sig, at der var tale om selvmord, forsøgte myndighederne som regel at finde frem til årsagen. Ofte vil du se, at en del af undersøgelsen kredser omkring den afdødes sindstilstand i tiden op til dødsfaldet. Det oplever man især i tiden indtil 1867, for indtil da måtte personer, der havde taget sig selv af dage, ikke begraves normalt på kirkegården – hvilket ifølge folketroen var en temmelig sikker vej til gengangeri og hvileløshed. En undtagelse kunne komme på tale, hvis man fx kunne bevise, at den afdøde ikke havde været ved sine fulde fem, da selvmordet skete. Der kan indkaldes adskillige vidner, naboer og familie, der forklarer, hvordan den afdødes sidste dage har formet sig. Det giver selvsagt et spændende indblik i nogle af dagliglivets gøremål, rutiner og forhold.