Det er ikke altid let at finde frem til en "uægte far", men for mange lykkes det, uden at slægtsforskningen går i stå. Oplysninger om uægte børn og faderskabssager kan man finde på Landsarkiverne, hvor det er amtsjournaler og evt. private politisager i retsbetjentarkiverne, man skal lede i. I København er det overpræsidiets arkiv, man skal bruge. I København kan man i øvrigt - efter 1891 - finde alle "udenbys fødte", der er forsørgelsesberet- tigede i København i sogn 74 - De Gamles By. For at finde en faderskabssag skal man vide hvor - og ca. hvornår - den sag man vil finde er anlagt, og navnet på den, der har anlagt sagen. Det vil typisk være moderen til det uægte barn - eller evt. sognerådet i hendes bopælssogn. Tilgængelighedsfristen er 75 år

Uægte børn og fædre

En far til et uægte barn lader sig ikke altid finde. I ældre tid findes der kun en faderskabssag, hvis barnemoderen har anlagt sagen. Hvis hun selv havde mulighed for at opfostre barnet uden hjælp, eller hvis hun fx ved privat overenskomst med barnefaderen havde fået et engangsbeløb, var der ikke nødvendigvis grund til at anlægge en sag. For det uægte barn havde alligevel ingen rettigheder til fx arv efter faderen.

Er barn, født udenfor ægteskab, havde kun arveret efter sin mor og slægten på moderens side, en regel som gældende frem til 1937. Er et uægte barn før den tid ikke nævnt i skiftet efter den formodede far, kan du derfor ikke tage det som bevis på, at den afdøde ikke var far til barnet.

I 1937 kom bestemmelsen om, at faderskabet til uægte børn skulle fastslås ved hjælp af blodprøver, når der var tvivl. Men selv herefter kan der være usikkerhed, fx hvis der er to mulige fædre med samme blodtype.

Pligt og ed
Tidligere havde den ugifte mor således ikke nogen egentlig juridisk pligt til at afsløre, hvem der var far til dét barn, hun havde fået. Når myndighederne alligevel forsøgte at få kvinden til at udlægge en barnefader i fx 1600- og 1700-tallet, skal årsagen findes i moralske forhold. Begge parter havde syndet imod det sjette bud. Derfor skulle de gøre bod og i øvrigt også betale den såkaldte "lejermålsbøde". Kvinden kunne jo vanskeligt nægte, at hun havde født, hvorimd en udlagt barnefar kunne aflægge ed på, at det ikke var ham.

Penge fra sognet
Fra 1763 kunne en barnefader få pålæg om at betale alimentationsbidrag, men kun indtil barnet fyldte 10 år. Derefter ophørte bidragspligten. I 1908 blev loven ændret, således at børnebidraget skulle betales indtil barnet blev 18, dog med mulighed for at søge om nedsættelse eller bortfald af bidrag efter at barnet var fyldt 14 år. Fra 1888 kunne moderen få børnepengene fra det offentlige, hvis den udlagte barnefader ikke var i stand til at betale.

Skete det, at det uægte barn som voksen fik brug for offentlig hjælp, var det ikke fødesognet, der havde forpligtelsen. Det var det sogn, hvor moderen i sin tid havde opholdt sig 10 måneder før fødslen. Dette er baggrunden for, at du som regel finder en oplysning om "Moderens Ophold på ti-månedersdagen" ved et uægte barns indførsel i kirkebogen. I ældre tid kaldes et uægte barn i øvrigt også et slegfredbarn eller et frillebarn. Du kan fx møde ordene i kirkebøgerne.