Hvilke muligheder havde dine københavnske forfædre, når alder, sygdom eller sociale forhold tyngede? (Foto: Frederiksbergs Hovedbibliotek)

Syg - gammel - fattig?

Hvis du ønsker at finde syge og ældre slægtninge er der faktisk arkiver, som specielt handler om syge, fattige og gamle mennesker

Tidligere var forsørgelse af gamle, syge eller nødlidende i høj grad et privat anliggende. Familien måtte træde til, eller man tyede til forskellige velgørende stiftelser o.lign.
 
Velgørenhed og hospitaler
Der har eksisteret en lang række institutioner af forskellig art, der var tænkt som hjælp til værdige trængende. For syge og gamle københavnere fandtes fx Christians plejehus, Vartov og Almindelig hospital / De Gamles By, der i en periode også kaldtes "Nørre Hospital". Disse "hospitaler" var snarere plejehjem for syge, gamle og andre, der ikke kunne forsørge sig selv.  De egentlige sygehuse - primært for personer, man regnede med at helbrede - er en senere udvikling. 

 Værdige trængende
At modtage fattighjælp i 1800-tallet indebar, at man mistede en række borgerlige rettigheder, blandt andet rådigheden over sine ejendele, retten til at gifte sig og - for mænds vedkommende - retten til at stemme ved rigsdags- og kommunalvalg. Vedr. fattige i København findes en lang række kilder, der går tilbage til begyndelsen af 1800-tallet og også arkivet fra Frederiksberg fattigvæsen indeholder meget interessant materiale.
Med den første egentlige socialreform i 1891 blev der indført en grundlæggende skelnen mellem værdige og uværdige trængende, således at værdigt trængende kunne få udbetalt støtte uden at miste de borgerlige rettigheder. Desuden blev der givet mulighed for, at ældre kunne modtage alderdomsunderstøttelse efter det fyldte 60. år. På samme tid oprettede man det første kommunale alderdomshjem på Frederiksberg.

Trængende - men uværdig
Var en person selv skyld i, at han eller hun var kommet i nød - fx gennem drikkeri - var vedkommende ikke værdigt trængende. Drikfældige, arbejdssky og subsistensløse københavnere kunne fx indlægges på Arbejds- og tvangsarbejdsanstalten Ladegården. Var der tale om egentligt løsgængeri, var dette oprindeligt en forseelse, man kunne blive straffet for med et ophold i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset. Hjemmet afløste det gamle fattighus, fra 1860´erne, som efterhånden fik karakter af arbejdsanstalt.