Luk dette vindue | Print denne side


Danmarks første borgerlige vielse
Det første bryllup på Københavns Rådhus

Den 14. juli 1851 mødte den 27-årige skræddersvend Christen Christiansen og den et år yngre Christine Marie Bruun op på Københavns Råd- og Domhus på Nytorv. De skulle giftes, og var det første par, der havde ønsket at blive borgerligt viet i København.

Allerede før de blev gift boede det unge par sammen i en lejlighed i Adelgade. Som medlemmer af ”Jesu Christi Kirke af de sidste Dages Hellige” har de tilsyneladende ikke ønsket at blive viet i folkekirken. Men nu gav ”Lov om Ægteskabs Indgaaelse uden for de anerkjendte Troessamfund”,  dem muligheden for at blive viet uden at folkekirken blev indblandet. Loven var blevet vedtaget i april samme år.

Brudeparret havde to forlovere med, mel- og grynhandler Petersen og karetmager Malling, der begge var bosiddende i København. Sammen hørte de Københavns overpræsident erklære ægteskabet for lovligt og med fuld borgerlig gyldighed efter at han med ordene fra en formular, der var udfærdiget af Justitsministeriet, havde ”foreholdt Brudeparret Ægteskabets Betydning samt modtaget deres Erklæring om, at de ville have hinanden til Mand og Hustru.”