Luk dette vindue | Print denne side


Da lillesøster døde, ca. 1910

”Jeg husker engang, at en lille Søster blev meget syg, gode Raad var dyre, for Sygekassen var ikke i Orden, men en Læge maatte jo tilkaldes, jeg mener ganske bestemt at Lægen hed Levin. Da Lægen havde undersøgt den lille viste det sig, at det var en heftig Lungebetændelse, saa Barnet skulde øjeblikkelig paa Hospitalet. Dengang var der noget der hed Legatsenge, men disse skulde søges og det var der ikke Tid til. Moder var meget ulykkelig og sagde, at min Fader vilde ikke have Fattighjælp. Jeg husker endnu, at Doktoren blev meget vred og sagde, hvad Fanden rager det Deres Mand, det er jo ikke ham, der er syg. Altsaa skulde Barnet af sted, det foregik paa den Maade, at trods Lægens Paabud om at have en Seng parat med Damp, skulde Vognen, det var en stor grøn Kasse med Heste for, og en Portør bag paa, hente en 3 á 4 andre Børn, saa det tog jo en rummelig Tid, før Vognen naaede Hospitalet, og da de endelig naaede derud, blev Barnet puttet i en iskold Seng, saa Barnet døde samme Nat. Moder var meget bitter og græd meget og sagde at det bare var fordi hun ingen Penge havde. Begravelsen glemmer jeg heller aldrig. Min Moster, min Moder, min ældre Søster og jeg udgjorde hele Begravelsesselskabet. Begravelsen foregik fra Rigshospitalet. Jeg husker tydeligt, at vi sang ”Nu titter til hinanden”, det vil sige Sang er nu saa meget sagt, da der ikke var nogen af os, der kunde synge. Min Søster og jeg skreg saa højt vi kunde vi var ikke rigtig klar over Alvoren. Da det var en lille Barnekiste, og Moder selv skulde sørge for at faa Kisten bragt ud til Kirkegaarden, skulde vi have den med i Vognen. Biler havde man ikke dengang man havde nogle Vogne, der saa vidt jeg husker ligner Kapervognene ude i Klampenborg. Pludselig gik Døren op, og Kisten var ved at falde af, det syntes vi var meget spændende, vi havde ikke bedre Forstand, og det var en stor Oplevelse for os at køre i saadan en Vogn, der for os var noget af det fornemste vi havde set.”

Her finder du kilderne:
Københavns Stadsarkiv: Erindring af Ina Frandsen, født 1906. Pensionisterindring 945/1969. Ina var omkring 5 år, da søsteren døde