Luk dette vindue | Print denne side


Københavns Politis mandtaller 

I 1800-tallet flyttede den københavnske befolkning tit og ofte. For at holde styr på, hvor folk flyttede hen, registrerede det københavnske politi fra 1816 til 1923 alle byens borgere over 10 år. Registreringen foregik i forbindelse med skiftedagen 1. maj og 1. november, og det var husejernes ansvar, at beboerne i de enkelte ejendomme blev skrevet ind i de omdelte mandtalsskemaer.

Da politiet registrerede københavnerne hvert halve år, er mandtalsskemaerne et godt supplement til folketællingerne. Det er dog kun skemaerne for perioden 1869-1899, der er blevet afleveret til Københavns Stadsarkiv. Skemaerne for den tidligere periode samt for årene 1900-23 er kasseret af politiet. De sidste nåede dog at blive filmet af mormonerne og kan ses hos dem.

I mandtalsskemaerne finder vi oplysninger om de enkelte husstande, herunder tjenestefolk og logerende. Børn under 10 år er ikke indført. For at finde dem må du til folketællingerne.

Mandtalsskemaerne giver oplysninger om, hvor og hvornår de enkelte medlemmer af husstanden var født, og hvad deres arbejde var. Fra 1894 er adressen ved den forrige tælling også oplyst, så du kan se, om den person, du søger, har skiftet adresse inden for det sidste halve år. Desuden var der afsat særlige rubrikker til oplysninger om handicappede og om plejebørn under 14 år.

For at bruge politiets mandtaller er det, ligesom ved folketællingerne, nødvendigt at kende adressen på den person, du gerne vil finde oplysninger om.

Her finder du kilderne:
Københavns Stadsarkiv: Politiets mandtaller 1869-1899 ( mikrofilm )