Jonas Swensson Hall

Emigranthistorie fortalt af Erik Hall, Brabrand.

Historien om Jonas, som drog over sundet, blev skomagermester men endte som almisselem.

Svensk skomager i Hillerød
Jonas Svendsen Hall var skomager i Hillerød. Ved sit bryllup i 1814 er han svend, men allerede samme år avancerer han til mester, hvad der fremgår af skomagerlavets gamle protokol.
Bruden hedder Mette Marie Cathrine Lind, født i 1790 som datter af et møllerpar i Hørve, i nærheden af Vallekilde, Holbæk amt.

Ved vielsen kan vi se i kirkebogen, at Jonas er født i Sverige i 1788. Forskellige undersøgelser har ført frem til, at hans forældre efter al sandsynlighed er husmand Swen Jönson og Elna Swensdotter i Farhult sogn, Malmøhus len.

Swensson blev til Svendsen
Jonas må som så mange andre unge svenskere på denne tid være søgt over Øresund for at få arbejde. Swenson er blevet til Svendsen, men hvordan Hall er opstået, ved vi ikke.

Det er muligt, at Jonas har fået navnet Hall, mens han var soldat, men det har ikke kunne bekræftes. Endvidere fortæller en svensk ekspert, at skomagere ofte tog et ikke sen-navn, men heller ikke det har der kunnet findes belæg for i dette tilfælde.  

Jonas og Mette Marie Cathrine bor i Hillerød til deres død. De får i hvert fald syv børn. Mette Marie dør i barselsseng i 1832 med datteren Christiane, som dør fire dage efter moderen.

Efter moderens død går det hastigt nedad for familien Hall. Nogle af børnene er flyttet hjemmefra efter at have fundet arbejde eller læreplads, andre kommer i pleje. Ved sin død i 1841 betegnes Jonas som Almisselem.

Barnebarnet Theodor Julius Hall
Børnene beholder navnet Hall. En af drengene hedder Christian August, født i Hillerød i 1824 og uddannet som væver i København. Han bliver gift med Ane Krstine Hansdatter i Birkerød, hvor de får en datter. I begyndelsen af 1860´erne flytter de til Randers, her får de i 1862 en søn, der bliver døbt Theodor Julius Hall efter sin farbror, der også bor i Randers, hvor han er Tøyfabrikant.  

Theodor Julius bliver tidligt forældreløs, Ane Kirstine dør i 1868, Christian August i 1875. Efter plejeophold i Randers kommer sønnen til arbejdsanstalten Brønsholmsdal i Karlebo kommune, hvor han bliver konfirmeret og efterfølgende uddannet som rebslager i Slagelse. Han har tilsyneladende ingen forbindelse med sin familie bortset fra søsteren Jensine Juliane Hall, men hun er forsvundet for ham, da han i 1888 vender hjem til Danmark efter et kort ophold i Brasilien. Han finder hende aldrig igen.

I 1889 indgår Theodor Julius ægteskab med Karen Kristiane Marie Jensen fra Slagelse. De flytter til Jylland i 1906, da FDB åbner nye fabrikker i Viby ved Århus. Her vokser deres seks børn op og sørger for, at de får masser af børnebørn og oldebørn.

Theodor Julius dør i 1946, Kristiane i 1949.

 

<< Retur

Jonas barnebarn, Theodor Julius Hall, artikelforfatterens bedstefar.