Amter | GodserKirkeligt | Kommuner  | Lægevæsen I Militært | Retsvæsen | Skolevæsen | Andet | > Send et indlæg

 

Reviderede regnskaber

Arkiv: 
Rigsarkivet

Arkivskaber: Odense Købstad 
Arkivtitel: Odense Købstads regnskaber
År: 1723

Indsendt af: Ingelise Rahn (ir@lav.sa.dk)

Hvor tit har du ikke ærgret dig, når det viste sig, at de arkivalier, hvor du forventede at finde vigtige oplysninger, er gået tabt? Det sker formentlig for alle, der beskæftiger sig med slægtsforskning og lokalhistorie, at brand, vand, mus eller måske tidens tand er skyld i, at man går i stå.

I en lang række tilfælde vil der være hjælp at hente i amtsregnskaber og købstadsregnskaber, som de lokale myndigheder skulle indsende til revision i centraladministrationen.

Følgende eksempel, som er hentet i regnskabet over uvisse "intrader" 1723 i Odense købstads regnskaber, er en smagsprøve på, hvad man kan finde.

Her er navnene på dem, der var blevet idømt lejermålsbøder, bl.a. Anne Catrine Jacobsdatter i Vor Frue sogn, som skulle betale en bøde på 6 rdl., hvorimod "Personen hun har forseet sig med var een Svensk Lieutenant ved Navn Hendrich Hofman, som ickun kort Tiid sig her haver opholt, hvorfore ingen Bøder af hannem vil være at bekomme."

Af regnskabet ser man også, at stadsmusikanten Aage Falch måtte betale en slagsmålsbøde, og hvor meget Key Dam, som havde opsagt sit borgerskab for at begive sig til Flensborg, måtte betale i forlovspenge.

De reviderede købstadsregnskaber, som findes i Rigsarkivet, dækker perioden 1661-1849. Af det øvrige indhold kan nævnes regnskaber over ekstraskatter, saltskatter, grundskatter, konsumtionsregnskaber, magistratsregnskaber og byfogedregnskaber, ligesom der er eksempler på, at der ligger oversigter om udskrivning af bådsmænd og artillerikuske og mandtaller.

Det er ikke undersøgt, om regnskabet fra 1723 er bevaret lokalt på Landsarkivet på Fyn, men er blot tænkt som en appetitvækker til de godbidder, som findes i regnskaberne.



Arkivdebatten drives af Statens Arkiver